Blog #6: Stemmetræning er mere og andet end kun øvelser

I mandags var jeg i Randers Regnskov. Ikke for at kigge på dyrene sammen med mine børn, som jeg plejer, men for at holde kurset: "Stemmen - dit vigtigste redskab" for deres guides. Nu ved jeg ikke om du har været der, men lydniveauet er pænt højt i Randers Regnskov med snakkende gæster, brusende vandfald og skrigende aber! Og er man guide derinde, så kræver det både styrke, tydelighed og udholdenhed i stemmen, hvis ikke man skal gå ned med hæshed.


Nå, men 5-10 minutter inde i kurset, lægger jeg mærke til at jeg taler for hurtigt. Mit kursus varer normalt 3 timer, men i mandags varede det kun en enkelt time, og selvom jeg godt vidste, at det jeg havde på programmet passede til 1 time, kom jeg alligevel til at skynde mig lidt, i frygten for ikke at nå at få det hele med!

Men straks jeg lægger mærke til at jeg taler for hurtigt, får jeg sat tempoet lidt ned, og jeg mærker med det samme, at mine indåndinger også bliver lidt roligere.

Og hvorfor så denne indledning?
Jo, med den vil jeg vise at stemmetræning i virkeligheden handler om mere og andet end kun øvelser.

Når du gerne vil forbedre din tale- og/eller sangstemme, er øvelser selvfølgelig en vigtig del, fordi du her kan have 100% fokus på det, du gerne vil blive bedre til. Men hvis du virkelig vil rykke dig, og gerne hurtigt, så handler det i høj grad om, at du skærper din opmærksomhed på din stemme, og hvordan du bruger den, ikke kun når du laver øvelserne, men hver eneste gang du bruger din stemme!

Herved bliver du nemmere selv opmærksom på dine uhensigtsmæssige stemmevaner, og får oftere mindet dig selv om de gode stemmevaner, så de netop hurtigere bliver til vaner, hver gang du taler eller synger. 

Og så er det bare også noget andet at stå i virkeligheden og tale/synge, end at stå hjemme i dit "øvelokale".
For mit vedkommende var det tidspresset der påvirkede mig i mandags, og fik mig til at glemme mine gode stemmevaner. For andre er det måske nervøsitet eller usikkerhed, der gør at de glemmer de gode stemmevaner, de har øvet sig på.


Hvad du kan gøre næste gang du taler eller synger
Og ja, jeg forstår godt hvis du nu tænker, at du er alt for fokuseret på det, du fortæller, eller at du bliver alt for nervøs, til at have overskud til at bemærke, og i særdeleshed at ændre på, f.eks. hvor hurtigt du taler. Men bare det at du registrerer at "hov, nu taler jeg igen for hurtigt", så minder du dig selv om, at du gerne vil tale langsommere, og efterhånden vil du få overskuddet til også at kunne ændre det i situationen. Og til sidst, vil det være en helt naturlig vane for dig at tale langsomt i alle situationer.

Der er selvfølgelig mange andre ting, du med fordel kan blive mere bevidst om, når du bruger din stemme:



  • - Får du luften ned i bunden af brystkassen, eller når luften kun ned til lige under kravebenene?

  • - og husker du at lægge pauser ind til nye indåndinger?

  • - Spænder du i kæben mens du taler/synger, eller måske skuldrene?

  • - Taler/synger du med en lydstyrke der er passende?

  • - Er din stemmeføring monotom eller er den varieret og levende?

  • - Mumler du eller taler/synger du med tydelig artikulation?

  • - Rømmer du dig meget, uden at du egentlig har brug for det?



Start her 
Hvis det er din talestemme du gerne vil have trænet, så start med at styrke din bevidsthed i de mest kontrollerede situationer, som f.eks. når du holder et oplæg eller når du ringer op til en person, og ved hvad du vil sige. Efterhånden bliver det nemmere for dig at være bevidst om hvordan du bruger din stemme, også i de mere ukontrollerede situationer, som f.eks. under en diskussion eller en hyggelig samtale med gode venner, hvor du måske ikke altid ved, hvad du vil sige, før det kommer ud af munden på dig, og derfor har alt dit fokus på indholdet. 
Er det din sangstemme du vil have trænet, så er princippet det samme: øv dig i at skærpe din bevidsthed om hvordan du bruger din stemme når du synger, og start i de mest kontrollerede situationer som når du øver dig derhjemme for dig selv, og efterhånden vil du kunne holde fast i din bevidsthed også når du synger for andre og i situationer hvor f.eks. nervøsitet spiller ind. 


Træner du din stemme for at slippe af med hæshed? Så find gode råd i min Guide: Sådan undgår du hæshed


God fornøjelse


De bedste hilsner Jette

Vil du vide mere?

På min Blog finder du flere indlæg, videoer og guides. Vil du have mere, så tilmeld dig mit nyhedsbrev nederst på siden her, og modtag samtidig min guide: "20 gode råd mod hæshed" som velkomstsgave. Når du tilmelder dig, giver du tilladelse til at dine persondata behandles som beskrevet herDu kan også følge med inde på min facebookside

Blog Og Oevelser Redigeret Stoerrelse

1:1 stemmetræning

Ønsker du større gennemslagskraft i din stemme, når du taler? Eller ønsker du en bedre klang, når du synger? Book en 1:1 session hvor vi tager udgangspunkt i din stemme og dine ønsker og mål. Læs mere her om tale/stemmetræning og sangundervisning.
Mail: jettedahl@stemmeklar.dk
Mobil: 26258558

Del med andre