Blog #10: Hvordan har du det med at høre dig selv?

Kender du det, at du hører en optagelse af dig selv, og tænker: "Er det virkelig min stemme, der lyder sådan?"
Og følelsen inden i dig er ikke ligefrem positiv overraskelse?
Så er du langt fra alene. Jeg møder mange der har det sådan, både talere og sangere.
Men ja, det er virkelig sådan din stemme lyder. For faktum er, at sådan som du hører din stemme på optagelser, sådan hører andre din stemme. Mens du taler eller synger, hører du derimod ikke kun lyden udefra og ind gennem øret, som dem omkring dig gør, du hører også noget indre resonans. Man kan forenklet sige at vibrationerne i dit kranium, får din stemme til at lyde anderledes (ofte lidt mørkere), end den faktisk lyder i andres ører. Hvordan har du det, med det faktum?


Jeg tror at grunden til at så mange, og måske også dig der læser med her, har svært ved at høre optagelser af egen stemme, ikke så meget handler om at du ikke kan lide lyden, men mere handler om, at du har svært ved at identificere dig med lyden.
Det er lidt som at stille sig foran et spejl, og se noget andet, end hvis du bare kiggede ned af dig selv. Ikke mærkeligt at det kan være overraskende at høre sig selv på optagelser!
Din stemme er ligeså unik som resten af dig, og er derfor en del af din identitet. Og når du ikke kan genkende lyden af din egen stemme, kan du ikke genkende dig selv, og det har vi alle et helt naturligt behov for at kunne.


Resultatet bliver ofte, at vi hurtigt bliver meget kritiske overfor det vi hører. Måske du synes din stemme på optagelser lyder for skinger eller for mumlende, eller måske for usikker?
Og så vil vi for alt i verden forsøge at undgå at høre optagelser af vores stemme. Men uanset om det lykkes eller ej, så er der en stor risiko for, at du mere eller mindre bevidst, generelt begynder at dæmpe dig. Helt konkret kan det være at du holder dig fra at holde en tale ved en fest, eller at du undgår at synge med på fællessange, fordi du ikke bryder dig om, at andre skal høre din stemme, nu hvor du er klar over hvordan den i virkeligheden lyder.


Og det er lige præcis derfor jeg har dette blogindlæg på hjertet, for du har fået en stemme, for at kunne bruge den. Og du kan lære at blive tilfreds og tilpas med lyden af din egen stemme på optagelser. Og samtidig bruge optagelserne til at træne og udvikle din stemme i den retning du ønsker. 
Fordi det mest af alt handler om at din stemme på optagelser lyder anderledes, end den lyder imens du taler eller synger, så er det bedste du kan gøre, stille og roligt at begynde at lave nogle optagelser med dig selv, og bagefter lytte til dem. Også selvom du helt forståeligt måske ikke har lyst til det.
Start gerne med at lave nogle optagelser hvor du er alene, og hvor du f.eks. læser højt fra en bog. Mange har en diktafon indbygget i mobilen, og ellers kan du lave en video, hvor du ikke filmer dig selv, men blot får lyden med. Hvis det er lyden af din stemme, når du synger, som du har svært ved at identificere dig med, så finder du selvfølgelig noget du kan synge i stedet for. 


Jeg lover dig, at jo flere gange du hører optagelser af dig selv, jo lettere får du det med at lytte til optagelserne. Din stemme vil lyde mere og mere velkendt, og på et tidspunkt vil du ikke længere synes den lyder anderledes.
Hvis du får mod på det, kan du derefter lave optagelser, hvor du taler eller synger mens andre er til stede, og måske i situationer hvor du ved, at du er mere presset end normalt, som f.eks. når du holder en tale.


Og så er der den bonus, at optagelser af egen stemme er et rigtig godt redskab til at forbedre din stemme. Fordi du netop hører stemmen som andre hører den, har du mulighed for at vurdere hvad du gerne vil forbedre ved den, i forhold til hvordan andre hører den. Det kan være at din egen oplevelse når du taler eller synger er, at der er masser af volumen på din stemme, men når du hører en optagelse, kan du pludselig høre at din stemme slet ikke lyder så kraftig som du troede, og det giver dig måske lyst til at træne mere volumen i stemmen.


Men vær nænsom ved dig selv, når du hører optagelserne. Den indre kritiker må gerne være der, men skru lidt ned for den.
Og er der noget ved din stemme, du gerne vil forbedre, men ved ikke lige hvordan du gør det, så hjælper jeg dig gerne. For mig handler det om at du får en stemme som du er tilfreds og tilpas med - både på optagelser og "live".
Du kan booke en tid lige her, enten til en 1:1 session stemmetræning eller til et gratis og uforpligtende stemmetjek.


De bedste hilsner Jette

Vil du vide mere?

På min Blog finder du flere indlæg, videoer og guides. Vil du have mere, så tilmeld dig mit nyhedsbrev nederst på siden her, og modtag samtidig min guide: "20 gode råd mod hæshed" som velkomstsgave. Når du tilmelder dig, giver du tilladelse til at dine persondata behandles som beskrevet herDu kan også følge med inde på min facebookside

Blog Og Oevelser Redigeret Stoerrelse

Vil du forbedre din stemme?

Book tid til en 1:1 session hvor vi tager udgangspunkt i lige præcis dine stemmemæssige udfordringer og ønsker. Husk, du er altid velkommen til et gratis og uforpligtende stemmetjek først.
Book online, send mig en mail, eller ring til mig.
Mail: jettedahl@stemmeklar.dk
Mobil: 26258558

 

Del med andre